De fleste møller har været brugt til formaling af korn, men møller blev også brugt til mange andre formål: savmøller, stampemøller, hammermøller osv. Møllernes sindrige teknik facinerer de fleste. Hvordan fungerer det? Det spørgsmål søges besvaret under "Teknik".
Du kan gå på opdagelse i menuen herunder.
Alle typer af lodrette vandhjul såvel som vindmøllernes vingefang har nødvendigvis en vandretliggende aksel. Denne kan ikke direkte bruges til at drive de vandret liggende møllesten. Derfor gør man brug af et lodret kamhjul - gravhjulet (3), hvis tænder griber ind i et vandretliggende hjul (4). Den vertikale bevægelse omsættes hermed til en horisontal bevægelse. Samtidig foretages en opgearing af hastigheden, idet det horisontale hjul er mindre end det vertikale.
Selv den simpleste vandmølle med lodretstånde hjul er altså i stand til – modsat horisontalmøllen – at foretage en vis opgearing af hastigheden. De to hjul, der mødes i en vinkel, må opfattes
som en sand revolution på mølleriets område, og de er forudsætningen, ikke blot for alle vandmøller med vertikalt hjul, men også for alle vindmøller. På de simpleste møller sidder drevet til kværnen direkte på krondrevets lodrette aksel. Hvis man i møller med direkte træk havde brug for mere maskineri end en enkelt kværn med sigte, var man nødsaget til at bygge nok et vandhjul. I Danmark har vi haft vandmøller med helt op til 6 vandhjul.
Mere effektivt er et gangtøj,hvor ét vandhjul kan trække flere kværne. På gravhjulet er indskudt et ekstra hjul, der trækker en vandret aksel, som ender i et kron- og spidshjul, der f.eks. kan drive skallekværn.Denne type af drev, kaldes "sidedrev" eller et Beighton drev, efter englænderen Henry Beighton, der var den første, der tegnede et sådant i 1723 (publiceret i 1744 af J. T. Desaguliers).Det er dog stadig begrænset, hvor meget maskineri et sådant gangtøj kan trække.
Først sidsti 1700-tallet løstes problemet med at koble flere kværne til det samme vandhjul. Fra den hollandske vindmølle, som nu vandt terræn, overtog man stjernehjulet, hvorfra kraften kan transmiteres ud til flere maskiner.
Hathjulet er placeret på vingeakslen oppe i møllehatten. Sammen med det vandretliggende krondrev danner det et vinkelgear. Mens selve hjulet er lavet af egetræ, skærer man normalt kammene (tænderne) af hvidbøg. På billederne ses omkæmningen af hathjulet på Havnø Mølle, 2008. Kæmning af hjul er specialistarbejde, der i dette tilfælde udførtes af firmaet Møllebygger John Jensen Aps.
Stjernehjulet, der er opfundet i forbindelse med den hollandske mølle,er et stort kamhjul, der er fastkilet på den stående aksel. Herfra kan kraften ledes ud til en række drev -i form af enten stokkehjul eller kamhjul (tandhjul).
I 17- og 1800-tallet fandtes der bl.a. i Odsherred en del hatmøller uden stjernehjul, d.v.s. hvor kværnen blev drevet direkte ved hjælp af en aksel fra kronhjulet; men ellers er stjernehjulet nok den hollandske mølles største bidrag til mølleriets udvikling.Nu blev det nemlig muligt at fordele kraften på mange flere maskiner, og der kunne foretages en hidtil uset opgearing af hastigheden. Ved at indskyde flere stjernehjul efter hinanden – hvilket kaldes "forlagt tøj" – kunne hastigheden yderligere forøges.
I Jylland vil stjernehjulet som regel være placeret på et særligt loft kaldet stjernehjulsloftet. På øerne er stjernehjulet derimod oftest placeret på kværnloftet over kværnene.
Havde en møller ikke råd til eller mulighed for at få privilegium til at bygge en hollandsk mølle, kunne han alligevel udnytte denne nye opfindelse.Enkelte stubmøller – som dog måtte have en vis størrelse – blev også forsynet med stjernehjul og flere kværne.
Endnu mere indflydelse fik stjernehjulet på vandmøllernes udvikling.I de ældste tider måtte man bygge et ekstra vandhjul, hvis man ønskede mere maskineri. I Tyskland kendes således en mølle med hele 10 vandhjul. I 1700-tallet havde man eksperimenteret med forskellige metoder til at sætte flere kværne på samme hjul, men med stjernehjulets introduktion kunne dette opnås meget lettere. Med i købet fik man den bedre mulighed for opgearing af hastighed. Mange vandmøller fik således både dobbelt og 3-dobbelt gangtøj (gear).
Ligesom stjernehjulets placering i den hollandske mølle er egnsbaseret, er det samme tilfældet i vandmøllerne. I Nord- og Østjyllander kværnen placeret på en etage over stjernehjulet, så kværnen får undertræk, mens vandmøllerne i resten af landet har stjernehjulet placeret over kværnene, som derfor har overtræk. Da stjernehjulet kræver en del plads, mens en kværn godt kan være i et smalt tagrum, så vil de nordjyske møller som regel være meget lavere end andre møller.
I kværnen ligger to sten, hvoraf den ene ”liggeren” - også kaldet understenen -ligger fast, mens den anden ”løberen” - eller overstenen -drives rundt ved vandets eller vindens kraft. Stenene var billet – det vil sige, at der var hugget stråler i deres overflade. Når stenene kører mod hinanden virker strålerne som sakse, der skærer kornet i stykker.
I Danmark findes ikke mange sten, der er egnede som kværnsten, og slet ikke i størrelser, der kan bruges i en mølle. Møllesten var derfor oftest importvarer – kun på klippeøen Bornholm har der været produceret møllesten af øens sandsten (se billedet til venstre). Disse sten kom fra Nexø og Balka.
Møllesten findes i mange kvaliteter og materialer lige fra de grove skånske sandsten eller norske glimmerskifersten fra Hyllestad og Selbu til de finere rhinske basaltsten fra Andernach områdeti Tysklandeller franske sten af ferskvandskvarts. I mølleriets sidste årtier dominerede de støbte kunststen. Store mængder støbte sten blev fra 1880'erne producereti Danmark , hvor møllesten ellers altid havde været importvare.
Herhjemme, hvor brød traditionelt altid var rugbrød, har vi brugt rigtig mange rhinske sten. De består af basalt (størknet lava), der blev brudt i landsbyer langs Rhinen, hvorfra de transporteredes til Andernach. Her blev de videresolgt, og gik med flodpramme til de hollandske havnebyer, hvorfra de blev udskibet til bl.a. Danmark. I den størknede lave findes en masse små bitte luftlommer, og når stenen slides, blotlægges hele tiden kanter af nye luftlommer. Disse kanter er skarpe og gode til at skære kliddene i stykker. Det er en effekt, man sætter pris på, når man maler rug, hvor mangerne vil lave fuldkornsmel - altså en 100 % udmaling af kernen. Når man maler hvede, vil man derimod gerne kunne sigte kliddene fra. Derfor ønsker man en sten, der ikke skærer så meget, men gnider melet af kliddenene, som forbliver næsten hele, og kan skilles fra i sigten. Herved får man det hvideste mel. Velegnede sten til hvedeformaling er de franske "burr" sten fra Champagne området. De blev introduceret i Danmark i 1820'erne.
Kunststen var bestemt ikke alle af lige god kvalitet. De brugtes meget til fodermaling men også til melmaling. Ved fremstilling af hvedemel i det såkaldte fladmølleri blev kværnen af kunststen anvendt til at skrå hveden ned og male kliddene færdig, mens det fine gods, kaldet ”dunsten”, blev udmalet på franskkværnen, som var bedre til denne opgave. Franskkværnen havde ofte en bilning lidt udover det sædvanlige, idet alle malebaner hugges med meget fine stråler så tæt som muligt. Dette kaldes sprængning, og det giver en stor maleeffekt, som betyder større meludbytte.
Du kan læse meget mere om møllesten i hæftet "Noget om Møllesten".
Du kan også se nogle af mine indtryk fra de norske møllestensbrud ved Hyllestad her.
