Når bønderne fik malet deres korn på møllen, betalte de ikke for arbejdet i rede penge men i korn.Fra 1698 blev det lovbefalet, at alle møllere skulle bruge en kobbertoldkop, som skulle kontrolleres og stemples af myndighederne.
Normalt måtte mølleren tage 1/18 af kornet, før det blev malet; og en almindelig toldkop rummede derfor 1/18 skæppe. Af hver skæppe korn, måtte således tages et strøget mål med toldkoppen.
I 1917 blev det forbudt at tolde. Fra nu af skulle der betales maleløn. Det vil sige, at mølleren skulle have sin betaling i penge efter en forud aftalt takst.
Nogle steder havde man allerede inden 1917 indført maleløn, og andre steder forblev det (på trods af forbud) sædvane at tolde af kornet.
Mølleriet og lovgivningen beskyttede ham mod konkurrence, men det forpligtede ham også til at indordne sig under en række forordninger, der bl.a. fastsatte den pris, han måtte tage for sit arbejde. Det kunne være svært for bonden at vide hvor meget mel, der kunne blive ud af hans korn, og derfor var det lidt svært at kontrollere, om mølleren tog det han måtte og ikke mere. Måske af den grund opstod der mange historier om, hvordan møllere blev rige på andres bekostning, hvilket igen affødte en del talemåder:
