Adresse: Grubbe Møllegyden 2, 5600 Faaborg
Historie:
Som vandmølle går Grubbe Mølles historie tilbage til middelalderen, hvor der nær ved møllen lå et voldsted. I 1599 nævner biskop Jacob Madsen i sin berømte visitatsbog, at Grubbe Mølle havde to kværne. På dette tidlige tidspunkt var det normalt, at hvis man havde to kværne, så havde man også to vandhjul, for man havde endnu ikke lært den teknik, hvorved man kan koble to kværne til det samme vandhjul. Møllen får sit vand fra Svanningebækken.
Vindmøllen er af langt nyere dato. Den er flyttet hertil i 1892, og havde tidligere stået på Nordgården ved Nykøbing på Sjælland, hvor den blev bygget ca. 1832. Den er 17 meter høj og har jordomgang. Omgangen er bygget op på et fundament af kampesten. Overmøllen er af træ beklædt med spån, mens den løgformede hat er beklædt med pap. Den har et vindfang ca. 23 meter. Vingerne er selvsvikkende (med klapper), og møllen krøjes med vindrose. Bemærk de gule vingearme som er typiske for Sydfyn.
Mølleriet har været drevet som forretning med korn og foderstoffer frem til 1960, hvor Niels Erik Jervelund overtog landbrug og mølleri efter sin far, der købte stedet i 1918. Der males stadig korn på kværn og valse i vandmøllen, og når der er vind og mandskab nok, er vindmøllen i funktion.
Teknisk indretning:
Vandmøllen har et meget rigt inventar, og det er tydeligt, at det er blevet ombygget og suppleret efterhånden, som der er blevet behov for det. Der står bl.a. en reform sigte, som er af Ascania-typen. Det var en meget populær danskproduceret sigte, som dog ikke er bevaret mange steder. Kværnene har overtræk.
Vindmøllen har tre kværne og en grubbesten.