På denne side, vil jeg forsøge at præsentere nogle af de projekter, som jeg har gennemført og dem, som jeg p.t. arbejder på. Indholdet vil komme til lidt ad gangen, men skildres i omvendt kronologisk orden - altså de igangværende først.
I foråret 2023 holdt jeg foredrag om Randers' møller i Historisk Samfund for Randers Amt. Jeg blev da spurgt, om jeg ikke ville skrive en artikel til deres årbog. Jeg valgte da at skrive om byens vandmøller i middealder og renæssance.
Det krævede flere studier af de relativt sparsomme kilder, der findes om emnet. Bedst belyst er historien om Slotsmøllen, som Chr. III lod opføre i forbindelse med at Gråbrødrekloster i Randers blev ombygget Dronningborg Slot, hvor hans dronnig Dorothea efterfølgende fik sit enkesæde.
I forbindelse med møllebyggeriet blev der lavet en 300 m lang dæmning ved Fladbro, hvor Nørreå løber ud i Gudenåen. Herfra blev vandet ledt af en ny kanal hele vejen rundt om Randes by. Kanalen gav i de følgende år anledning til utallige oversvømmeser.
I artiklen har jeg også skrevet om Hvide Mølle og bl.a. illustreret med denne fine akvarel, som er malet af fabrikinspektør Ole Jørgen Rawer i 1819 (original i det Kgl. Bibliotek).
Der er skrevet meget om udviklingen af den hollandske mølle, der gjorde sin entre i Danmark i 1629, og som i de næste knap tre århundrede udviklede sig og blev mere og mere effektiv. Selv efter at den hollandske mølle blev almindelig udbredt sidst i 1700-tallet, så var stubmøllen dog omkring 1800 stadig den mest almindelige vindmølletype i Danmark.
Alligevel er udviklingen af den ældste vindmølletype - stubmøllen - ikke slet så godt undersøgt.
Endnu mindre ved vi om de andre vindmølletyper, som vi har kendt, men som ikke er bevarede eller kun er bevarede i få eksemplarer. Da jeg helt tilbage i 2001 skrev om Rørvig Mølles historie, fandt jeg i min research ud af, at der i Odsherred i 1600-tallet havde været mange såkaldte lermøller. Det viste sig at være små møller, der teknisk set var en hybrid mellem stubmøllen og den hollandske mølle. De havde hat og krøjeværk, som de hollandske møller. Man skulle altså ikke dreje hele møllen, for at få vingerne op i vind, men indvendigt havde de et gangtøj, der helt svarede til stubmøllens. De havde således ikke noget stjernehjul, og kun én kværn. De blev kaldt lermøller, fordi undermøllen var klinet op af ler.
Jeg satte mig i 2015 for at ville forske i stubmøllerne og deres udviklingshistorie. Jeg startede derfor med at søge efter brugbare kilder. Det blev til et pilotprojekt, hvor jeg forsøgte at finde ud af, hvor meget man kunne bruget brandtaxationerne til. Resultatet heraf blev publiceret i Landbohistorisk Selskabs tidsskrift 2015.
Siden har jeg kastet mig over en gennemgang forarbejderne til den store matrikel 1688. Der er i hundredevis af mark- og modelbøger, så der er tale om det større projekt. For ikke at løbe sur i gennemgangen har jeg sideløbende kastet mig over andre mere overskuelige kildegrupper - f.eks. findes der flere godsarkiver, der er rige på materiale om møllerne, herunder f.eks. møllebyggerkontrakter, der giver gode oplysninger om størrelser, materialer og indretning.
Notaterne til så omfangsringt et studie kan nemt gå hen at blive ret uoverskuelig. Jeg har derfor brugt en del tid på at indrette nogle databser, hvor jeg kan stukturere de oplysninger, som jeg kan hente ud af kilderne. Kilderne som sådan har jeg naturligvis også oprettet en database til (det skete, da jeg opdagede, at jeg sad og gennemgik en protokol, som jeg havde haft fat i før).
Kildematerialet er stort, men der er ofte meget langt mellem snapsene - de kilder, der giver rigtig gode oplysninger om møllerne konstruktion. Det er altså et projekt, som jeg kan fylde min pensionisttilværelse med.
Bertil Larsen (f.1945) blev i 1963 ansat ved Nationalmuseets Molinologiske Laboratorium (i daglig tale Møllelaboratoriet) som assistent for ingeniør og mølleekspert Anders Jespersen. Deres opgave var at registrere danske vand- og vindmøller, udarbejde fredningsplaner og restaureringsprojekter.
Møllelaboratoriet blev nedlagt i 1980, men Bertil Larsen fortsatte på privat basis indsamlingen af data om de danske møller. Han oprettede ”Den møllehistoriske Samling”, hvorfra han bl.a. solgte oplysninger om møllerne og optrådte som konsulent på restaureringsprojekter.
Samlingen afhændede han i 2009 til Niels Moes, Rebildcentret. Rebildcentrets formål med erhvervelsen var at stille materialet til rådighed for offentligheden gennem digitalisering. Da det ikke lykkedes Rebildcentrets personale at indpasse opgaven i deres daglige arbejde, tilbød jeg at hjælpe på frivilig basis. Efterhånden som de mange tusinde opegnelser skannes, læggers de ind på en hjemmesiden, som jeg indrettet til formålet. Du kan læse mere her: https://historiske-moeller.dk/
Den 1. september 2019 var det 25 år siden, at det daværende Hadsund Egns Museum fik skøde på Havnø Mølle, som da blev museumsmølle. I dag ejes den af foreningen Havnø Mølles Venner, og foreningen valgte at markere jubilæet med udgivelsen af bogen ”Havnø Mølle – fra herregårdsmølle til museumsmølle”, der fortæller historien om møllen som en del af godset Havnø.
Det gav anledning til en del arkivstudier, og til at få møllens historie sat ind i en større sammenhæng. Endelig blev der også mulighed for at videregive oplysninger om den store restaurering i perioden 1994-2001, så vores efterkommere ved, hvad der er originalt og hvad der er udskiftet og hvordan.
I bogen gives en kort gennemgang af godsets historie fra det omtales første gang i 1468 og til Christen Kjeldsen købte Havnø med landbrugsjord, enge og skove i 1816. Christen Kjeldsen blev ejer i en økonomisk meget svær tid. Statsbankerotten i 1813 satte sit aftryk overalt i samfundsøkonomien, men især var afgiften, der blev lagt på alle ejendomme, tung at bære for de store landbrug – ikke mindst i de misvækstår, som indtrådte få år efter.
Først midt i 1830’erne havde Christen Kjeldsen fået så meget styr på godsets økonomi, at han kunne begynde at lægge landbruget om. Som led heri blev der også bygget mange nye bygninger på Havnø. Møllen var det første han byggede (1842). Hensigten var at producere byggryn til eksport til Norge samt producere vinterfoder til studene og rugmel til brød til det store folkehold. Herefter blev den gamle forfalde borggård revet ned, og den nuværende hovedbygning opført i etaper i årene 1845 og 1848.
I Kjeldsens tid var der ikke længere hoverigørende bønder, så han måtte skaffe sig arbejdskraft på anden vis. Det gav arbejde til mange husmænd fra Visborg, Skelund og Helberskov. På Havnø havde husmændene bedre vilkår, end når de arbejdede for bønderne. Kjeldsen opførte bl.a. gode og sunde huse til sine husfolk, og det er kendetegnende, at de ansatte gerne blev på godset hele livet – i mange tilfælde i flere generationer. Også arbejderhusenes historie er beskrevet i bogen.
Christen Kjeldsens gode forhold til husmændene på egnen udmøntede sig i 1845 i Skelund-Visborg sognekommunes første underskriftsindsamling. 134 husmænd skrev under på et brev til Rentekammeret, hvor de anmodede om, at de måtte lade deres korn male på Havnø Mølle i stedet for at skulle køre til Korup Vandmølle. Tilladelsen blev dog ikke givet.
Hovedvægten i værket er naturligvis lagt på møllens historie. Opførelsen af møllen og dens konstruktion og funktion gennemgås, og møllens og godsets historie følges op til vor tid, hvor godset ejes af Manon Lüttichau Blou og drives som et moderne landbrug, mens møllen drives som museum i et samarbejde mellem Havnø Mølles Venner, Havnø Møllelaug og Nordjyllands Historiske Museum.
I et enkelt afsnit fortælles om Havnø og Havnø Mølle i malerkunsten. Det er ikke kun maleren Sven Schou, der har malet på Havnø, omend han er den kendteste. I 1800-tallet havde også Niels Rademacher og Sophus Theilgaard malet på stedet, og i Sven Schous tid på Havnø (1905-1927) kom mange af hans malerkammerater fra Akademiet på besøg om sommeren og malede med lige stor begejstring møllen, skoven, gårdens dyr og malkepigerne.
Bogen er skrevet af tidligere museumsinspektør Lise Andersen, der i sin tid arbejdede for at forhindre Havnø Mølles nedrivning. Da museet i 1994 overtog møllen som gave fra Havnøs daværende ejere Carl og Merete Lüttichau, var det Lise Andersen, der fik ansvaret for møllens restaurering. I bogen beskrives da også både Nationalmuseets forgæves restaureringsforsøg i 1970’erne og Hadsund Egns Museums restaurering i perioden 1994-2001.
Bogen er på 120 sider og meget rigt illustreret. De fleste af billederne er stillet til rådighed af Nordjyllands Historiske Museum, men mange af de vigtigste billeder er lånt på Lokalhistorisk Arkiv i Visborg. Endelig er der også lavet nyoptagelser til bogen.
Bogen er indbundet i helbind og kommer til at koste 200 kr. Dog er der en betydelig rabat til medlemmer af Havnø Mølles Venner. Alle indtægter ved salg af bogen går til Havnø Mølles bevaring.
Bogen kan købes ved henvendelse til kasserer@havnoe-moelle.dk eller bestilles gennem den lokale boghandler.
I næsten 300 år var der knyttet et bageri til Kastellet i København, hvis officielle navn er Citadellet Frederikshavn. Bygningerne, som bageriet blev indrettet i, blev opført i 1664, og bageriet var derefter i uafbrudt funktion indtil efteråret 1960. Virksomheden blev nedlagt i forbindelse med vedtagelsen af forsvarsforliget i 1960 og afviklet i perioden fra oktober 1960 til marts 1961.
Gennem de mange år var der knyttet forskellige møller til bageriet, hvoraf kun den hollandske mølle opført på Kongens Bastion i 1847 stadig eksisterer. Disse møller repræsenterer stort set den almindelige udvikling af dansk mølleri fra de ældste vindmøller, stubmøllerne, via de hollandske møller og dampmøllerne, til de moderne valsemøller.
Ideen om at lave en bog om de møller, der har været knyttet til Kastellets bageri, opstod i forbindelse med færdiggørelsen
af en større restaurering af den hollandske mølle. Initiativet blev taget af den daværende kommandant i Kastellet, major Lasse
Nelson, der i april 2016 henvendte sig til mig og spurgte, om jeg ville skrive bogen. Jeg vægrede mig først, fordi jeg aldrig
før havde beskæftiget mig med militærhistorie, men med sin begejstring for den nu færdigrestaurerede Kastelsmølle fik
Lasse Nelson overtalt mig. Desværre døde Lasse Nelson ved en tragisk ulykke, inden arbejdet kom i gang. Det blev derfor den
nuværende kommandant, major Allan Bo Petersen, der tog stafetten op, fik organiseret en følgegruppe og sat gang i arbejdet.
Følgegruppen bestod foruden kommandanten af formanden for Kastellets Venner & Historiske Samling, Niels Elsborg, næstformand
Finn Andersen, arkitekt Charlotte Lauridsen, formanden for Kastelsmøllens møllelaug, arkitekt Benjamin Behrendt og
fotograf Kurt Hoppe.
For at kunne skrive bogen gennemgik jeg en meget lang række af arkvalier. På Rigsarkivet i København gennemgik jeg arkivalier fra
arkivfonde som: 1) Chefen for Hæren 2) Den militære Brødfabrik 3) Forsvarets arkiver/Militære personarkiver 4) Forsvarets Bygningstjeneste 5) Ingeniørkorpset 6) Citadellet Frederikshavns Fortifikation 7) Militære regnskaber samt mange flere fra bl.a. håndskiftssamingen og kort og tegninger. På København Stadsarkiv fandt jeg brandtaksationer i Branddirektoratet for Københavns Forstæder og Udenbys Grundes arkiv.
Bjørn Westerbeek Dahl stillede generøst sine notater fra Kastellets ældste regnskaber til rådighed for mig, hvilket sparede mig
meget tid med at finde de årgange, som jeg skulle se nærmere på.
Det lykkedes at finde mange nye oplysninger ikke bare om den eksisterende mølle, men også om de forgængere, der har været. Det kastede endvidere lys på mange af Københavns tidlige vindmøllers (stubmøllernes) indretning og bygningshistorie.
Mariagerfjord Kommune er kendetegnet ved at have mange lokalhistoriske arkiver - i alt 13. Efter kommunalreformen i 2007 gik arkiverne sammen og stiftede paraplyorganisationen Lokalarkiver i Mariagerfjord Kommune (LMK). Fællesskabet besluttede i 2010 at lave en bog om de møller, som er og som har været i kommunen. Arkiverne afleverede hver især det materiale de havde om deres lokale møller, og jeg bev så sat til at supplere med, hvad jeg kunne finde af kilder. Det blev også mit job at skrive det hele sammen til en bog.
Første del af bogen omhandler mølleriets udvikling i området som sådan. Anden del af bogen er en gennemgang sogn for sogn af alle de nuværende og tidligere vand- og vindmøller, vi havde kendskab til.
Det blev i 2012 til en bog på 160 sider, med mange sort-hvide illustrationer. Bogen blev trykt i 400 eksemplarer, og den blev meget hurtigt udsolgt.
Billedet på omslaget er et maleri af Haslevgårde Vandmølle (Als sogn, Himmerland) malet af Bierstedmaleren i 1921.
I 2008 fik jeg en henvendelse fra arkivar Bent Vedsted Rønne i Haderslev, der spurgte, om jeg ville hjælpe med at skrive Sillerup Mølles historie til en bog i anledning af møllens 150 års jubilæum. Det viste sig at blive en rigtig sjov opgave, idet der er bevaret et helt usædvanlig rigt materiale fra møllens opførelse. Arbejdet kan nærmest følges dag for dag, og der er masser af regnskabsmateriale, så man kan se, hvad der er købt, og hvor det er skaffet fra.
Det var så første gang, at jeg beskæftigede mig med en mølle, der i en lang periode var under tysk lovgivning. Derfor var jeg nødt til at interesse mig for den lovgivning omkring møller, som var gældende i Slesvig i den tyske tid.
Undersøgelsen blev publiseret i bogen "Sillerup Mølle. Møllen og møllernes historie gennem 150 år", udgivet af Historisk Arkiv for Haderslev Kommune i samarbede med Sillerup Mølles Venner, 2009.
Da Frilandsmuseet i Lyngby skulle planlægge restaureringen af Fuglevad Mølle, skulle man tage stilling til, om møllen efter endt restaurering skulle fremstå, som da den blev bygget, eller som da den blev taget ud af brug - eller noget der imellem.
Jeg blev bestilt til at lave en undersøgels af bestykningen af Fuglevad Mølle gennem tiden. Konklusionen blev, at møllens ældste historie var den mest spændende. Møllen blev bygget i 1832 - i en periode, hvor staten tog mange initiativer til at modernisere mølleriet. Møller Lund på Fuglevad Mølle var en af dem, der gjorde brug af de tilskudsordninger, som staten havde. Bl.a. fik han bygget moderne engelske kværne med gunstige statslån.
Rapporten kan downloades ved at klikke på billedet i øverste højre hjørne.
I 2007 gennemførte jeg og møllebygger John Jensen (1949-2008) et pilotprojekt, Nyregistrering af vand- og vindmølleri Region Nordjylland, hvis formål var at udvikle værktøjer til en nyregistrereing af danske vand- og vindmøller. Året efter døde møllebygger John Jensen og den egentlige nyregistrering har ligget stille siden.
Artiklen kan downloades ved at klikke på pilen øverst til højre i billedet.
I 2003 stod Rudkøbing Bymølle foran en gennemgribende restaurering, og i den anledning stillede fredningsmyndigheden mig den opgave at foretage en arkivundersøgelse, hvis formål var, ved brug af primærkilder at opstille en kronologi over Rudkøbing Bymølles udvikling fra genopbygningen i den nuværende skikkelse og til møllen gik af brug. Der skulle primært fokuseres på bygningshistorien og udviklingen af den maskinelle bestykning, dog sådan at denne blev sat ind i en almen udviklingshistorisk sammenhæng. Jeg beskæftigede mig derfor også med Langelands mølleri generelt.
Fredningsmyndigheden lå dengang i Skov- og Nturstyrelsen, og denne styrelse frikøbte mig fra mit job på Hadsund Egns Museum. Jeg havde i forvejen lavet enkelte arkivundersøgelser, primært om Havnø Mølle, men jeg lærte utrolig meget af arbejdet med at søge kilder om en enkelt mølle.
Du kan downloade rapporten ved at klikke på billedet til venstre.
Under mit arbejde med møllebyggerfagets historie stødte jeg på en markant skikkelse blandt Københavns møllebyggere, nemlig møllebygger Jørgen Jøgensen (1778-1838), hvis levnedsløb gav et godt indtryk af den overgamgstid, hvori han udøvede sit håndværk.
Det affødte en artikel til Erhvervshistorisk Årbog 2000: Møllebygger i en overgangstid. Jørgen Jørgensen 1779-1838.
Artiklen kan downloades ved at klikke på pilen øverst til højre i billedet.
Da jeg som leder af Hadsund Egnsmuseum i 1994 fik ansvar for bevaringen af Havnø Mølle, var jeg nødt til at finde så mange kilder som muligt, der kunne bidrage til møllens historie. Det var imidlertid også vigtig at blive i stand til at se Havnø Mølle i en større møllehistorisk sammenhæng. Hvad var typisk ved Havnø Mølle? Og hvad var specielt? Det affødte et studie af udbredelsen af den hollandske mølle i Himmerland, hvor den - især i den sydlige del - kom ret sent.
Undersøgelsen blev publiseret i årbogen "Fra Himmerland og Kær Herred", 2000
Artiklen kan downloades ved at klikke på pilen øverst til højre i billedet.
Mens John regnede, gik jeg i gang med at lede efter litteratur om møller. Det var hurtigt overstået, for der var skrevet meget lidt om danske møllers tekniske indretning. Så kastede jeg mig ud i jagten på arkivalier, der kunne belyse Havnø mølles bygningshistorie. Det gik snart op for mig, at selv om jeg var i stand til at finde udmærket materiale og også i stand til at læse det, så forstod jeg det ikke. Udtryk som »saxskæfter« og »knaghjul« var rent volapyk for mig. Jeg tog mod til mig, ringede til den vrangvillige møllebygger og stillede mine spørgsmål. Først blev der meget stille i telefonen. Så kom det: »Kan man finde den slags oplysninger om alle møller?« Herefter var Johns indstilling til mig pludselig en anden, og arbejdet med Havnø mølles restaurering blev starten på 14 års nært samarbejde om udforskningen af møllebyggeriets udvikling i Danmark.
John var oplært i den gamle møllebyggertradition, og han var en mester i at »læse« en mølle. Han havde øje for huggespor i tømmer, tomme sømhuller o.lign. og forstod deraf at tolke møllens historie. Johns færdigheder og den viden, jeg kunne udlede af arkivmaterialet, supplerede hinanden perfekt, og det stod hurtigt klart, at sammen kunne vi nå langt dybere i emnet, end vi kunne hver for sig.
Samarbejdet byggede på en gensidig respekt for hver vores fagområder, og efterhånden blev det en vane, at når jeg skrev om mølletekniske emner, rådførte jeg mig med John, og når han forberedte en restaureringsopgave, ringede han og spurgte, om jeg kunne finde lidt dokumentation om den pågældende mølles bygningshistorie eller om bestykningen af den.
Jeg lærte utrolig meget af John – ikke mindst, når vi besigtigede møller sammen, og jeg kunne følge, hvordan han gik til værks, når han analyserede bygningen og mølleværket.
Også arbejdet med den håndbog for møllepassere, som vi lavede sammen i 2006, lærte jeg meget af. John var ordblind, så det var mig, der førte pennen. Tit snakkede vi et afsnit igennem, og så skrev jeg et udkast, som John efterfølgende kommenterede. Da jeg havde skrevet et udkast til et afsnit om kædekrøjerens indretning og funktion, ringede John prompte: »Sig mig Lise, er det din cykel, du har forsøgt at beskrive?« John lagde ikke fingrene imellem, når han mente, jeg sludrede.
Efterhånden blev det sådan, at når en af os havde en opgave, så havde vi begge en opgave, og snart opstod ideen om at skrive en bog om møllebyggeriets historie. Vi var begge kritiske over for dansk fredningspolitik på møllernes område. Man gik mere op i, om vinduerne var de oprindelige, end i den enkelte mølles repræsentativitet eller plads i udviklingshistorien – og man kunne vel heller ikke placere møllerne i nogen teknologihistorisk sammenhæng, for ingen havde forsøgt at skrive denne historie på et dansk materiale. Det var dét, der blev Johns og min store fælles ambition. Vi gik også i gang, men som det så tit sker, affødte studierne hele tiden undersøgelser, der ligesom fik deres eget liv, og undervejs blev det til mange større og mindre artikler og bidrag til bøger.
Den 29. maj 2008 døde John efter meget kort tids sygdom. De sidste dage, han levede, var jeg på besøg i Hønsinge, og vi fik snakket om alle vores projekter – ikke mindst »Bogen«. John svingede mellem optimistisk at snakke om alt det, vi skulle lave sammen, for i næste øjeblik at give mig gode råd om, hvordan jeg skulle gribe det an, hvis jeg kom til at gøre vores projekter færdige alene.
I tiden efter Johns død var det alt for svært at arbejde med dét, vi havde været fælles om, men efterhånden stod det mig klart, at jeg havde en pligt til at videreformidle noget af den viden og indsigt, som arkivstudierne på den ene side og Johns »oplæring« af mig på den anden side havde givet mig.
John tog megen viden om sit fag med sig i graven, men det meste havde han heldigvis nået at indvi sin søn, møllebygger Michael John Jensen, i. Det er blevet Michaels lod at føre den møllebyggertradition, som John var en del af, videre. Mit lod blev så på baggrund af, hvad han havde lært mig, og hvad jeg selv gennem arkivstudier havde tilegnet mig af viden, at forsøge at opstille en form for kronologi i møllebyggeriets udvikling, som de enkelte møllers udviklingshistorie kan holdes op imod. Intensionen
har bl.a. været at forsøge at skabe overblik over, hvad der er typisk/alment for danske møller fra en given periode, og hvad der er specielt. Et andet formål var at få be- eller afkræftet nogle af de mange myter, der – vel nok på grund af manglende historiske undersøgelser – har floreret om dansk møllebyggeris historie. En af de sidste dage John levede, sagde han til mig: »Jo mere, jeg har lært om møllebyggeriets historie, jo mindre fornemmer jeg, at jeg ved«. Det var et ganske godt udtryk for, at vi gennem vores arbejde havde fået aflivet nogle stereotyper, som vi også selv havde ligget under for.
Mens John levede, fik jeg aldrig mulighed for at takke ham for alt, hvad han havde lært mig. Derfor blev bogen tilegnet ham.
Da den fredede men dårligt vedligeholdte Havnø mølle i begyndelsen af 1990’erne var nedrivningstruet, valgte jeg på vegne af Hadsund Egns Museum, som jeg dengang var leder af, at protestere over for Det Særlige Bygningssyn. Fredingsmyndigheden ville ophæve fredningen, for at møllen kunne flyttes til Sønderjylland som erstatning for den nedbrændte Vibæk vindmølle.
For at gøre en meget lang historie kort endte det med, at museet i 1994 overtog møllen med henblik på at restaurere den og – ikke mindst – at forhindre, at Nordjyllands ældste vindmølle blev flyttet til Sønderjylland.
Min viden om møller var på det tidspunkt begrænset. På anbefaling af kolleger kontaktede jeg møllebygger John Jensen i Hønsinge. Jeg var i forvejen adviseret om, at John var en meget dygtig håndværker, men at han ikke havde meget til overs for akademikere og slet ikke de kvindelige af slagsen. Det var derfor med angst og bæven, at jeg henvendte mig. Da jeg havde fremført mit ærinde, var møllebyggerens første kommentar, at »det ikke kunne betale sig at bruge penge på det gamle lort«. Nu havde jeg kæmpet et par år for at redde »det gamle lort«, og ingen skulle fortælle mig, at dét, jeg havde sat mig i hovedet, ikke kunne lade sig gøre. Jeg vrissede, at jeg ikke havde bedt om hans mening om de kulturhistoriske værdier, dem kunne jeg godt selv vurdere, men blot om, hvad det ville koste at sætte møllen i stand. Så var banen ligesom kridtet af!
