Adresse: Zincksvej 2B, 9230 Svenstrup
Historie:
Hammerværket blev grundlagt i 1858 i den tidligere papirmølle "Godthaab". Det var de gode muligheder for at udnytte vandkraften, der var bestemmende for møllens placering et godt stykke uden for Aalborg. For at få arbejdere til virksomheden, blev i 1899-1906 bygget en hel lille arbejderby omkring værket.
Der blev gravet et imponerende anlæg af kanaler og møllerender.
Hammerværket producerede redskaber til landbrug, havebrug og håndværk.
I 1915 brændte fabrikken ned, men blev genopbygget i de bygninger, vi kender i dag. Bygningerne har de for periodens industribygninger så typiske shedtage. Shedtaget har skiftevis stejle og jævnt skrånende tagflader - med vinduer i de lige flader, så der lukkes godt med lys ind.
Produktionen i disse bygninger sluttede i 1977. Da fabrikken i 1987 blev overtaget af firmaet Fiskars, overdrog de de ældste af bygningerne med maskineri til den selvejende institution "Museet Godthaab Hammerværk".
Teknisk indretning:
Indtil der blev installeret turbine i 1878 blev møllens faldhamre og blæsebælge trukket af to Poncelet vandhjul (jernhjul med krumme skovle), hvoraf det ene står som vartegn uden for fabrikken.
I dag er det en Francisturbine fra 1931, der med en ydeevne på 43 HK driver en forlagsakslen, hvorfra et uoverskueligt system af remme trækker de forskellige maskiner.
Maskineriet og esserne står, som da de blev forladt af arbejderne i 1977.
Sammen med de mere moderne fjederhamre og presser kan ses en svanshammer med knastaksel fra 1850'erne.
Drives som museum. I et tidligere lagerrum er indrettet en udstilling om hammerværkets historie og af de redskaber, som man har produceret.